Når vi ej er sammen, glemmer vi det sommetider,
Når vi er nær er vi ikke i tvivl,
Du siger det så ofte,
Gør du det ikke – tænker vi det begge.

Når vi skændes, siger du det altid,
Når du holder om mig, siger du det aldrig,
Men jeg ved, at jeg er den eneste ene,
Den eneste til spolerer dit liv.

Jeg er ikke i så skide godt humør i dag. Overhovedet faktisk. Det er egentlig lidt åndssvagt, for dagen startede så fint. Det var helt rart at komme lidt hjem til familien og dyrene igen. Tobak og jeg har virkelig også haft en rigtig god weekend sammen. Der er bare så mange andre ligeggyldige ting som spiller ind på mit dårlige humør. “/ Det er vildt latterligt. Der er ikke nogen bestemt grund. Tror jeg ikke… Jeg starter ud med at sige dette, fordi jeg ikke magter at skrive en særlig spændene blog i dag (med mindre man selvfølgelig syntes at andres ulykke er spændene).

Det meste af i dag har jeg været ude. Tobak og jeg har spillet kort i solen, og vi har ryddet lidt op udenfor. Men jeg har også været lidt inde, for jeg har ryddet op på mit værelse, og gjort rent. Det var helt en dejlig fornemmelse bagefter. Efter vi havde spist spillede Tobak og jeg lidt playstation indtil hun skulle hjem. Det var meget hyggeligt. Derefter gik jeg en tur med mor. Det var en meget stille og rolig tur. Meget fredsommeligt. Der var fantastisk flot, sådan som blomster var sprunget ud osv.

Og nu er jeg ude hos Mikkel igen… Og nu smutter jeg, for jeg skal have lagt den sidste hånd på synopsen sammen med Trice, inden den skal afleveres i morgen. Jeg har for at være helt ærlig ikke lyst. Men nogengange er man nødt til at gøre ting man ikke magter. Sådan er verden skruet sammen.