… Jeg holder fanen højt, lige meget hvilket vind og vejr jeg kommer i…

Jeg har siddet og grædt uhæmmet i omkring 2,5 timer… Men har det endelig bedre. Det var dejligt at kunne give mine følelser frit spil. Der var så meget som trængte sig på nu her op til jul. Så mange problematikker, så mange følelser man skal tage højde for og forstå hvordan man skal behandle. Jeg har sommetider mine små sammenbrud, og jeg ved at det ofte bliver værre op til højtider, som fx jul eller min fødselsdag. Der er så meget jeg gerne vil sige til folk netop her, så mange mennesker jeg vil ruske og fortælle at jeg syntes det hele bliver gjort meget mere besværligt end det egentligt er. Men det er også her jeg husker alle de ubehagelige minder. Tider som denne jeg føler mig forrådt og efterladt. Jeg har ingen jeg kan snakke med om disse ting, men så længe jeg af og til kan græde smerten ud, så går det hele fint. Og jo jeg snakker, og snakker med folk når jeg har det dårligt. Men folk forstår ikke, hvilket man ikke kan kræve. Man bliver snakket efter munden, men det gør intet bedre. Snak gør ikke noget bedre. Det er bare snak. Man kan ikke slette hvad der ER sket, og hvad der kommer til at ske kan ikke forudses og forhindres.

Jeg har et godt liv. Jeg har bare mange ting jeg skal lære at leve med, og lære at leve uden. Det kan være svært for folk der kender mig, og læser med i min blog, at jeg faktisk er et positivt menneske. Jeg tror på livet, og jeg tror på alt det gode i det. Men man er også nødt til at være realistisk… Og for mig hjælper det at kunne fortællle MIG SELV via min blog, at jeg egentlig kæmper, og det hele nok skal gå :)