Pragtstykket

En lille novelle til folket. Skrevet hurtigt ned, på baggrund af pludselig inspiration. Ikke læst korrektur, beklager. Enjoy…

– – –

Der var vand over det hele. Vand på de fine klinker på gulvet. Vand udover den lyserøde frotté måtte. Vand over det hele. Hvor var alt det vand kommet fra? Det var jo ikke voldsomt. Det var ganske nemt, og hurtigt overstået. Hvorfor så al den vand? Det var som om badekarret hæmningsløst, havde valgt at gå over sine breder. En flodbølge der havde overskyllet, det ellers så smukke og velsorterede badeværelse…

Hun var et kærlighedsbarn. Et sandt pragtstykke. Hun var længe ventet, og de var mere end velforberedte. Hun skulle være deres livsstykke. Deres største formåen her i livet. Far, mor og lille pigen. Det havde været et stort projekt at blive gravid. Det havde ikke været nemt. Flere gange havde de overvejet at give op, men noget trak i dem. Trak i hende. Hun vidste at et barn var det rette for dem. Hun vidste, at et barn ville gøre alt perfekt, og fører dem op til et højere himmellag. Et pragtstykke. Et pragtstykke, det var hvad de havde fået. En lille pige, der var hele deres ventetid værd.

Graviditeten havde forløbet fint. Han havde været der for hende hele vejen igennem. Det var som om, han var skabt til at blive far. Faktisk, var han den ideelle far. Hårdt arbejdende mand, med en klækkelig indkomst. Men hun vidste også, at hun ville være den perfekte mor. Hun var sat på jorden for at frembringe dette; ja dette pragtstykke. Denne lille guddommelige skabning.

Selve fødslen var hård. På trods af smertestillende, føltes det under hele fødslen, som om der var noget der forsøgte at rykke hendes indre organer med ud. Det var som om, lille pigen, hev og sled i hvert eneste organ der muligvis kunne være indenfor rækkevidde. Som om hun borede hendes små, aller første, negle ind i hendes kød, som modhager, for at undgå at blive slynget ud i den verden, hvor hun ellers var ventet med stor længsel. Der var intet smuk ved den fødsel – ej heller da den var overstået, huskede hun det som et smukt og idyllisk minde.

– “Sikke et postyr du kunne skabe, lille pigen” Sagde alle sygeplejerne bagefter. “Sikke et postyr”. Alle med grin i stemmerne, og med betagelse i blikkende. “Men sikke et pragtstykke, al den postyr kunne skabe”.

Lille pigen kom hurtigt med hjem. Der var ingen grund til at de blev på sygehuset. Mor og far var ansvarsfulde voksne. De var ikke alkoholikere, stiknarkomaner, eller andet slum. De var forstads forældre. Ingen grund til kontrol. Og de var klar! De var, åh, så forberedte. Lille pigen var jo længe ventet.
Børneværelset var solgult, med hvide lister. Det var hende der havde valgt det. Hun havde fortalt ham, at så passede det jo både til en pige og en dreng. Det havde han ikke meget at sige til, så solgult blev værelset. Lille pigen var så fin i sin vugge, pakket ind i dyner. Så sød og smuk, som hun lå der, helt stille og sov. Helt stille.

… Hvordan skulle hun dog tørre al den vand op?

Men lille pigen var ikke så nem når det kom til stykket. Hun græd. Hun græd endeløst. Hver nat måtte hun op og vugge lille pigen. Hun måtte give hende mad, selvom hun selv var træt og sulten. Lille pigen var grådig. Lille pigen var umættelig. Men når han var hjemme, var der ikke noget. Så sov hun natten igennem, spiste på de samme tidspunkter, og var det selv samme pragtstykke, som sygeplejerskerne havde sukket efter, blot nogle uger inden. Lille pigen hadet hende.
Det blev sværrer og sværrer for hende at stå op om natten når lille pigen græd. Hun begyndte at sove igennem det. Lille pigen havde ingen ret til at aftvinge hende, hendes søvn. Men det var mere end det. Det var en dyb angst der summede rundt, som en vred humlebi, i hendes mave. Kunne hun undgå det, så nærmede hun sig ikke lille pigens solgule værelse.

Men lille pigen følte hun havde retten til at fratage hende langt mere end hendes søvn – hendes mands opmærksomhed. Han elskede lille pigen. Han forgudet lille pigen. Når han endelig var hjemme, gik al hans tid med lille pigen. Han var endda begyndt at stille spørgsmålstegn ved lille pigens tynde krop. Han betragtede lille pigens krop! Og hun hadet det. Hun væmmedes ved det.

Han var så meget væk, og hun var så ufattelig træt. Træt og bange. Træt og ensom. Hun var så ufattelig indesluttet, og udelukket fra hele verdens fællesskab. Han måtte være utro, men det ville han ikke høre tale om. Han benægtede alt. Hun insisterede. Han pakkede en taske, og kyssede lille pigen farvel.

Så blev gulvet så ufatteligt vådt. Badekarret flød over. Lille pigen som var blevet et grådigt væsen, var nu atter forvandlet til et pragtstykke igen. Som lille pigen lå der helt stille i sin vugge, var hun noget af det smukkeste i verden. Helt stille. Viklet ind i den bløde dyne. Lille pigen var jo så våd, og måtte ikke blive kold og syg. Nu vidste hun, at lille pigen aldrig mere ville kræve noget af hende. Hun ville være det kærlighedsbarn hun hele tiden havde drømt om. Angsten og tvivlen forsvandt fra hendes urolige mave. Aldrig mere ville lille pigen aftvinge hende, hendes søvn. Helt stille.

Written by

1.719   Posts

Ejer af microcut.dk.
View All Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.