Endnu et par dage på neonatal afdelingen, er nået til ende. Vi har haft rigtig mange op og nedture siden vi er kommet til Nepal, og har haft vores møde med deres sundhedsvæsen. Generelt er vi faktisk blevet mødt med utrolig meget “modstand”, trods vi har forsøgt at være ydmyge og åbne for ny læring. Det har været som om, at sygeplejerskerne har følt sig lidt truet over vores tilstedeværelse. Patienterne og deres pårørende har modsat været meget glade for vores tilstedeværelse, og har flere gange givet udtryk for dette.

I dag var en god dag på neonatal afdelingen. Holdet af sygeplejersker der har været på arbejde har virket langt mere kompetente, og flere har udstrålet større vilje til rent faktisk, at lave noget. Der er stadig dem der sidder og piller tæer, og spiller spil på deres mobiler. Det er dog ikke dem det skal handle om i dag, for helt ærligt, så syntes jeg allerede de har fået mere omtale end de fortjener. I stedet vil jeg glæde mig over de dygtige sygeplejersker som findes her i Nepal. Vi var så heldige at møde en af dem på neonatal afdelingen. En sød, nænsom, lavmælt kvinde, med åbenlys kærlighed for børnene – uanset hvem kiggede.

Heldigvis er der flere som hende; vi har erfaret at det ofte er (delvist) grundet bestemte ledere at gruppementaliteten bliver slap, for når de fleste sygeplejersker er på tomandshånd med børnene, viser de langt større omsorg.

Vi har fået et råt og uforsødet indblik i sygehusvæsnet i et land som Nepal, og trods det af og til er hårdt, fortryder vi ikke, at vi tog afsted. Vi ser også mange succeser, og møder søde, kompetente mennesker, med masser af næstekærlighed… Og så får vi givet en masse kærlighed og omsorg til en masse skønne babyer! 

Vi sluttede dagen af med ros fra nogle af sygeplejerskerne på afdelingen, og vi fik også mulighed for, at give et par skulderklap til alle dem, der virkelig gør det godt. Tænk alt det man kan opnå, uden de samme ressourcer, som vi har derhjemme. Hatten af for det!